Nyhedsbrev fra Gl. Sunds Planteskole
Gl. Sunds den 12. maj 2025
Kære kunder, kollegaer og samarbejdspartnere
Efter 41 år med lyngplanter, bærbærende surbundsplanter, bregner og græsser er Gl. Sunds Planteskole nu nået til det tidspunkt, hvor der ikke er flere planter i produktion.
I skrivende stund har de sidste fyldte CC-containere forladt matriklen. En lang, men lykkelig epoke i mit gartnerliv er dermed slut. Det har bestemt ikke været en nem beslutning at lukke produktionen ned. Gennem årene har arbejdet ikke blot givet mig og mine medarbejdere stor glæde og faglig stolthed – det har også knyttet os til en masse fantastiske kunder, kollegaer og samarbejdspartnere, som det har været en stor fornøjelse af arbejde med.
I januar 2025 blev jeg desværre nødt til at gennemgå endnu en operation for at fjerne den svulst, som i 2016 blev opdaget og opereret i min hjerne. Selve operationen gik godt, men efterlod mig ulykkeligvis med varig skade på mit syn. I dag er jeg helt blind. Det er en livsomvæltning, og det har, sammen med andre forhold, gjort det nødvendigt at afslutte planteskolens drift hurtigere, end jeg oprindeligt havde håbet. Det beklager jeg dybt.
Men realiteten er, at der nu ikke længere står planter tilbage i planteskolen.
Derfor vil jeg, på vegne af både mig selv, Lone og mine medarbejdere, rette en hjertelig og dybtfølt tak for alle Jer, der har støttet os gennem årene. Tak for opbakningen, for tilliden og for trofaste samarbejder – både i de gode tider og i de mere udfordrende perioder.
Med ønsket om fortsat god vind i branchen og i livet,
Ole og Lone
Gl. Sunds Planteskole
Gl. sundsvej 15
7451 Sunds
Danmark
www.lyngplanter.dk
tlf. 0045 97 14 12 18