Gartneriet Pedersen og Byblomst bliver ét
Henning Pedersen, ejer af Gartneriet Pedersen A/S, vil tilbage til kerneopgaven
Gartner Henning Pedersen er vokset op i sin fars gartneri og har efterhånden drevet Gartneriet Pedersen i
en menneskealder. Det er sket med mottoet “stilstand er tilbagegang” og et mål om at være på forkant
med udviklingen af plantekulturer.
Det har medført at Gartneriet nu har nået en størrelse, hvor det er naturligt at fordele ansvarsområderne
ud på flere bærende kræfter.
“Det har altid givet mig mest glæde at udvikle nye kulturer i samspil med kunder og medarbejdere.
Derfor føles det helt rigtigt for mig at fokusere mere på det gode håndværk og vores relationer til
kunderne. Jeg er sikker på, at forandringen vil gavne alle,” siger Henning.
Henning og hans datter Mette Lorentzen, som har drevet søsterselskabet Byblomst i syv år, har derfor
valgt at slå de to virksomheder sammen, så de kan drage endnu mere nytte af hinanden. Fusionen af de to
virksomheder betyder samtidig, at den daglige drift og medarbejderledelse nu bliver overdraget til den
nye administrerende direktør, Mette. Henning vil fortsætte ude mellem planter og kunder, hvor hans
hjerte banker, som produktions- og udviklingschef.
Begge virksomheders aktiviteter fortsætter ufortrødent.
Ledelsesskiftet betyder også nye kompetencer på gartneriet.
Ligesom Henning, er Mette vokset op blandt planter, men har valgt en anden professionel retning. Hun er
uddannet antropolog og derfor er hendes fokus naturligt på mennesker og relationer.
Byblomst er specialiseret i at designe driftsvenlige, robuste og længelevende beplantninger med fokus på
lokal biodiversitet og menneskelig trivsel. Det arbejde fortsætter, men nu direkte fra gartneriets adresse.
“Min far og jeg har mange fælles værdier og en gensidig interesse for nærværende ledelse, og det
vil selvfølgelig fortsætte i vores nye set-up. Mit fokus vil være på strategi, salg, markedsføring og
medarbejdere i begge virksomheder,” siger Mette.
Byblomst vil fortsat tilbyde de samme ydelser til deres kunder i form af projektering og rådgivning, men
nu også med muligheden for at sælge planter direkte til færdigt projekterede landskabsprojekter.
Steen Skriver, bestyrelsesformand i Gartneriet Pedersen afslutter:
”Vi er overbeviste om, at vi ved at samle vores to virksomheder, kan udvikle endnu bedre ydelser til
glæde for vores medarbejdere, samarbejdspartnere og kunder.”
Vi glæder os til at samarbejde med jer!